Der er ingen anden nutidig forfatter, der som Helle Helle kan skildre de stille eksistenser, så man deler deres glæde og sorg, selvom der på overfladen ikke sker mere, end hvad der passerer under en arbejdsweekend på en gennemsnitlig villavej. Det er også tilfældet i romandebuten fra 1999, hvor Anne flytter tilbage til barndomsbyen efter mange år i København.

I virkeligheden er det hendes mand Anders, der er årsagen. Han har fået job sydpå – det nævnes ikke eksplicit, men historien kunne sagtens foregå i Rødbyhavn – og hun ser samtidig sit snit til at flytte på landet. Snart er hun i gang med at genoplive venskabet med veninderne, og på den anden side af hækken render præsten Jens rundt og frister.

Alligevel er der noget underligt ved det hele. Hvorfor har Anne ikke noget job eller nogen planer om at finde et? Mange undrer sig over, hvorfor hun overhovedet er vendt tilbage, ikke mindst barndomsveninden Charlotte, der drømmer om at komme væk, men som mangler modet til at våge springet.

”- Er det ikke en smuk dag? siger jeg.
- Jo.
- Jeg kan ikke komme i tanke om noget smukkere vejr. Sol og frost på én gang. Og så den dér lugt.
Jeg omfavner ham.
- Tak, siger jeg.
- For hvad?
- Fordi du er flyttet herned sammen med mig.
Jeg kysser ham på kinden. Han er nybarberet, og hans hud er blød.
- Jeg troede, det var omvendt, siger han, og vi går hen til festen.” (s. 57)

Det troede vi læsere også, men der er nok alligevel noget om, at det i sidste ende er Annes projekt. I baggrunden lurer tabet af forældrene, en grav, der aldrig er blevet besøgt, og en sorg, der aldrig er bearbejdet.

Jeg hørte for et stykke tid siden et foredrag med Mogens Davidsen fra Syddansk Universitet. Han trak en lige linje fra Herman Bang til Helle Helle, og den sammenligning er nem at få øje på. De skriver begge en form for indfølende realisme, hvor menneskets sårbarhed vises uden at udstille det, og hvor tydelige forklaringer og primitiv symbolik må vige for knivskarpe dialoger og situationsgengivelser.

Hus og hjem er ikke Helle Helles bedste bog, men det er en flot debut, der tydeligt kridter banen op for det senere forfatterskab. ( )