Efter afstikkeren til slægtshistorien i Den tolvte Rytter er fokus igen på den anonyme jeg-fortællers historie, og det er en styrke, for det er simpelthen meget mere levende og interessant. Vi møder ham lige efter bruddet med Maiken og følger ham til han er ca. tyve.

Bogen åbner med en begravelsesscene: Faderen er død, og nu skal grossererens urne sættes i graven. Frigørelsen fra hans kvælende favntag er et af bogens store temaer, for selvom han på mange måder er generøs, så har han også stukket en livsbane ud, som fortælleren ikke vil acceptere. Først droppes ridningen, senere er det familiefirmaet, der takkes nej til. I erindringen ses faderens skuffelse klart nok, men det var tydeligvis ikke overvejelser, der betød meget på det tidspunkt.

Det andet store tema er (selvfølgelig) forholdet til kvinder: Det er Desiree, (Maiken), Michelle og Kate, der på skift fylder hans bevidsthed. Forholdene slutter ikke lykkeligt – det gør de færreste teenageforelskelser jo – men det er også her nøglen til titlen skal findes.

På en indkøbstur til København er familien i Tivoli, hvor Pjerrot hjælper Harlekin og Columbine til at få hinanden, selvom han selv er forelsket i hende. Han kan kun fortælle om sin kærlighed til månen, som han skriver til i en uendelighed.

”Mit problem er, at jeg ikke synes det er synd for Pjerrot. Jeg synes han er et fjols,” (s. 39) lyder ungdommens skråsikre dom, men alligevel ender han selv som en anden Pjerrot i et trekantsdrama med barndomsvennen Olaf og den psykisk ustabile Kate. Romanen er HANS alt for sene brev til månen, men det er op til læseren at vurdere, om han skulle have erklæret sin kærlighed tidligere – eller om han fuldt ud burde have fulgt Pjerrots eksempel.

Brev til Månen er en helstøbt og spændende roman, selvom jeg godt kunne have klaret mig med lidt færre sider om ung weltschmerz. ( )