Susanne Staun
Teoksen De erfzonde tekijä
Tietoja tekijästä
Sarjat
Tekijän teokset
Associated Works
Merkitty avainsanalla
Yleistieto
- Kanoninen nimi
- Staun, Susanne
- Syntymäaika
- 1957-12-31 23:50
- Sukupuoli
- female
- Kansalaisuus
- Danmark
- Asuinpaikat
- Frederikssund, Danmark
- Koulutus
- cand. phil. i engelsk
Jäseniä
Kirja-arvosteluja
Palkinnot
You May Also Like
Associated Authors
Tilastot
- Teokset
- 17
- Also by
- 2
- Jäseniä
- 148
- Suosituimmuussija
- #140,180
- Arvio (tähdet)
- 3.3
- Kirja-arvosteluja
- 12
- ISBN:t
- 52
- Kielet
- 6
Maria er enlig mor til to, teologistuderende og netop blevet skilt fra ungdomskæresten Trygve, da hun på nettet møder Timm. Han er en rigtig alfahan, der hurtigt fejer benene væk under hende ved at tage kontrollen og være en behagelig kontrast til eksmanden. Trygve var deprimeret og havde brug for at blive støttet, Timm kan i en håndevending tørre barnenæser og lave kødsovs. Trygve skulle forsørges, Timm fremstår som en verdensmand med eget firma og geniale ideer.
Han er også en latterlig skikkelse, der fra starten tænder alle advarselslamper hos læseren. Han omtaler konsekvent sig selv som ”fantastisk”, vil kun besøge Maria et afmålt antal timer om ugen og fornærmer systematisk hendes kærlige forældre, da de møder ham. Ikke nok med det: Maria modtager den ene advarsel mod ham efter den anden. Da hun beskriver hans adfærd på en online-forum, bliver hun rådet til at komme væk, og hun diagnosticerer ham korrekt som narcissist.
Men lige lidt hjælper det. Hendes krop sitrer af kropsligt begær, og da hun endelig beslutter sig for, at nu må det være nok, er hun blevet gravid. Og så begynder vanviddet for alvor. Timm er besat af tanken om at blive far, og han er engageret i interesseorganisationen Fædrelogen, der kæmper for fædres rettigheder. Maria flytter ind i Timms håndværkertilbud, for millionerne var selvfølgelig helt fiktive, og det bliver starten på systematisk psykisk terror og lejlighedsvis vold. Maria bryder sammen og havner på psykiatrisk afdeling, og selvom det flere gange konstateres, at hun ”kun” har belastningsreaktion, så bliver indlæggelsen en hjørnesten i de efterfølgende retssager.
Timm vil nemlig kæmpe med næb og klør for datteren, selvom han ikke interesserer sig en døjt for barnet. Han vil have barnet, fordi det er hans ”ret”, fordi han vil knække Maria og fordi han lever af konflikt og konfrontation. Maria er i starten naivt indstillet på, at han selvfølgelig skal se sin datter, og mens han spiller på alle systemets tangenter, så regner hun med, at det arbejder på den bedste løsning for barnet. Det er også udgangspunktet for de personer, der er tættest på – børnehaven og de fleste kommunale sagsbehandlere – mens bureaukraterne på afstand er mest optaget af at undgå kritik offentlig kritik fra Fædrelogen og dens støtter.
Angrebene fortsætter år efter år, og Timm har ingen hæmninger. Han klager over alt, hvad der kan klages over, han placerer samvær, hvor det generer Maria mest, han sender belastende papirer og klager til hendes arbejdsgivere, han udleverer hendes fortrolige papirer til pressen og værst af alt: han nedbryder datteren for at nedbryde Maria ad den vej. Ikke nok med det: Fædrelogen præsenteres som mafia, der på tværs af landet sender folk i mørk biler ud for at chikanere kvinder, der kommer dem på tværs.
Staun er vred på den danske familielovgivning, der lægger vægt på begge forældres samværsret ”til barnets bedste”, og i endnu højere grad på den måde det praktiseres. Systemet svigter nemlig fatalt, når det sætter retten til samværet over hensynet til et barn, der er nedbrudt efter samværene med faderen, og når det er ude af stand til at gennemskue Timm som den usle psykopat han er. Særligt Statsforvaltningen og Fogedretten udsættes for sønderlemmende kritik, men hele systemet svigter med konstante personskift og manglende vilje til at komme til bunds i sagen og træffe en ordentlig afgørelse.
Det kan diskuteres, hvor god litteratur bogen er, men den vil sin læser noget, og det er svært ikke at blive anfægtet af de voldsomme anklager mod den danske familielovgivning. Jeg blev lidt træt af tendensen til biologiske forklaringer, som når det er er Marias krop, der driver hende i armene på Timm, eller når det skal forklares med særlig kvindelig biologi, når hun ikke vil udlevere deres børn til samvær med skadelige mænd. Det er vel en almindelig reaktion hos alle forældre. Forbehold eller ej, Staun formår virkelig at sætte samfundsproblemer under debat, og hvis bare halvdelen af bogens påstande er korrekte, så er der i den grad brug for at se systemet efter i sømmene.… (lisätietoja)