Jeg har tidligere læst 32. december, og da jeg ikke kendte første bind af Erindringens magt på forhånd, var det mere end almindeligt vanskeligt at finde hoved og hale i personerne og deres indbyrdes relationer. Det hjalp at have baggrunden på plads, men Bilal er stadig ikke bange for kompleksitet eller for at udfordre sin læser.

Erindringens magt sluttede med udslettelsen af en træningslejr for den mystiske terrorkult Obscurantis. Heldigvis overlevede både Nike, Amir og Leyla, de tre hovedpersoner, der delte vugge i det borgerkrigshærgede Sarajevo. Bind to veksler igen mellem de tre personers perspektiv: Nike er bliver inviteret til en kunstudstilling, der er så langt ude, som tænkes kant. Alle sprayes hvide og alle overflader i lejligheden er hvide. Alt er selvfølgelig gjort klar til at deltagerne kan male væggene med deres blod…

Amir og Sacha er i Sibirien. Hun er delvist helbredt efter opholdet hos Obscurantis-folkene, men hendes hud er helt mørk og hun er stadig ikke helt sig selv. De to kommer også i nærheden af en happening. Her lader Verdens Ondeste Kunstner dødbringende regn vælte ned over en samling kunstkritikere, og efter reaktionerne at dømme ses det ikke som det helt store tab.

Det er virkelig langt ude, og det er ikke særlig overraskende, da det viser sig, at det er en genopstanden Optimus Warhole, der står bag. Efter rollerne som terrorleder og moderne kunstner, bliver det interessant at se hans udtryk i næste bind!

Der får man måske også svar på, hvad det egentlig er, der gemmer sig i Ørnereden. En del af sløret løftes her, da Nike, som hukommelsesmester, og en række åndelige og politiske ledere sænkes ned i en grotte i Mellemøsten, hvor der er gjort mystiske fund. Alle vender de tilbage med bestemte billeder i hovedet – og en dato: 32. december.

Andet bind uddybede den verden, der blev præsenteret i bind et, og der er kommet en anden ro i læsningen, fordi personerne allerede er velkendte. Bilal vil måske stadig lidt for meget, men jeg glæder mig til at følge historien til dørs. ( )