11-årige Lars vokser i starten af 1980'erne op i et rækkehuskvarter i Odense, hvor valutaen er tæsk og opfindsomt tidsfordriv.

Endelig ny bog fra Morten Ramsland!

Efter succesen med ”Hundehoved” var jeg ved at frygte at Morten Ramsland var løbet tør for gode historier, men det er bestemt ikke tilfældet. Med ”Sumobrødre” er han tilbage i topform!

Historien foregår i 1981 i Paradishaven, som er et rækkehuskvarter i Odense. Her følger vi den 11-årige Lars og kammeraternes hverdag, som ikke går stille for sig. Altid er de på jagt efter nye løjer, og meget gerne et godt slagsmål.

Alle har øgenavne i Paradishaven. Lars bliver selv kaldt for ”Sprogspasseren” fordi han opfinder ord som ikke eksisterer. Hans lillebror med tandbøjle og nakketræk hedder selvfølgelig ”Overbiddet”, og Lars’ kammerater består bl.a. af ”Olsenbanden Kjeld”, Frank og ”Brille Bo”. De tæsker livligt løs på ”Barnebarnet” og hvem de ellers kan klare, mens de selv får tæsk af typer som ”Tyrenakken” og ”Mekaniker John”. Ellers får de bl.a. tiden til at gå med skrubtusse-tennis og sumobrydning, eller de kaster lort ind i ”spasserens” have.

Det er Lars der er fortælleren i bogen, og ud over at beskrive sine oplevelser med kammeraterne hører vi også om hans familie. Det er især mange mystiske omstændigheder omkring faren. Hvorfor vil han ikke se sine forældre? Hvorfor må Lars og Overbiddet ikke tale med deres farfar, når han holder i den grønne stationcar udenfor Pardishaven med favnen fuld af slik? Hvad er det for et ”eventyr” faren har været på, som fører til at moren græder om aftenen og de ingen penge har. Er faren virkelig bare snørebåndssælger? Og er han overhovedet far til Lars?
Mange spørgsmål som jeg desværre synes vi får alt for lidt svar på. Ellers synes jeg Sumobrødre er en barsk, men god bog. Flot sprog, der efter min mening er mere flydende end Ramslands "Hundehoved", men til gengæld mangler "Sumobrødre" måske lidt af den dybde der var i "Hundehoved". ( )

Ramsland fik i 2005 et velfortjent gennembrud med ’Hundehoved’, men prisen er selvfølgelig store forventninger til den næste bog. Det har mange forfattere knækket halsen på, og Ramsland kan da heller ikke helt holde niveauet. Men han undgår fristelsen til at lave det, der virkede første gang, og ’Sumobrødre’ var på sin vis noget af det mest anderledes, jeg har læst i år.

Lars og hans lillebror Mikael vokser op uden for Odense i starten af 80’erne. De bor i et parcelhuskvarter, og blandt de voksne kan man genkende forskellige typer, lige fra Brille-Bos venstreorienterede akademikerforældre til Franks hårdtslående håndværkerfar. Lars’ far er en falleret snørebåndssælger med en dreng på gule plader ude i byen, så idyllen på hjemmefronten er til at overse.

Pointen er imidlertid, at forældrenes baggrund ikke betyder noget som helst. Blandt børnene er det tæsk og ydmygelser, der er på programmet, og der er absolut ingen helte eller skurke. Alle deltager, og Lars er selv i den mellemkategori, hvor han kan banke de små, men stadig står for skud over for de store. Blandt de jævnaldrende er der et vist kammeratskab, men også her er der regler for, hvornår man må slå på hinanden, og alle prøver hele tiden at imponere ved at være seje.

Barndommens land er kort sagt ikke noget kønt syn i Ramslands optik, og man må da håbe, at rockerlogikken ikke er helt så udbredt, som han giver indtryk af. For faktisk er tæskeriet så allestedsnærværende, så udpenslet og så sadistisk, at det i al sin groteske udfoldelse bliver morsomt. Det hænger selvfølgelig også sammen med Ramslands sproglige virtuositet – ikke mindst tydelig i perlerækken af øgenavne til venner og fjender. Lillebroren omtales f.eks. aldrig som andet end Overbiddet.

Som bogen skrider frem kommer Lars familieproblemer mere i forgrunden. Han spekulerer over, om hans far faktisk er hans far, og faren selv kommer ud i en stor nedtur, som hverken moderen eller børnene ved, hvad de skal gøre ved. Man aner en sammenhæng mellem problemerne på hjemmefronten og trangen til at hævde sig på gaderne, men den gøres ikke eksplicit. Forældrenes situation tegnes kun skitsevis – selvom børnene ser mere, end de måske skulle, så foregår der alligevel meget uden for deres synsvidde – men virker alligevel overbevisende.

Jeg glæder mig til at læse mere fra Ramslands hånd. Nu er den svære efterfølger overstået, så han har hænderne fri til sit næste værk. Det bliver spændende. ( )

Sumobrødre er en bog for store drengerøve om det at være en lille drengerøv. Bogen handler om 11-årige Lars, der bor sammen med forældrene og lillebroren, Overbiddet, i en forstad til Odense i 80'erne. Anekdoterne om de evige uddelinger af tæv, ulækkerhedstests, og hvad små, hvide tissemænd kan - og ikke kan, hober sig op i bunker i bogen. Det er enormt sjovt og en smule genkendeligt for mig med en tidligere karriere som lille drengerøv.
Men bogens alvorlige historier falder noget igennem i strømmen af anekdoter, og det er faktisk ret alvorlige temaer, som jeg undrer mig over ikke optager Lars mere gennem bogen. Dér, synes jeg, har Ramsland ikke formået at lave en balance, så han fik mig til at tro på begge sider af bogen. At han kan skrive er der absolut ikke nogen som helst tvivl om, men Sumobrødre kunne godt have fortjent en opstramning, så både de farceagtige anekdoter, de alvorlige familehistorier og Lars' irrationelle reaktioner var blevet bundet mere sammen, så der havde været en balance - og de tre elementer ikke bare havde stået som selvstændige elementer. ( )

Beskrivelsen af drengelivets brutalitet er god, men også meget voldsom. Der er utrolig megen vold og kamp mellem drengene. Kan det være rigtigt - jeg håber det ikke! ( )