Lasikellon alla (1963)

Un clásico que tenía muy pendiente y me hizo sentir a ratos que era luminoso y otras veces muy triste y oscuro.
Qué suerte haber leído “Gente Normal” de Rooney tan cerca de este: ambos tratan de mujeres jóvenes, encontrando su espacio en el mundo. Pensando qué es eso que no tienen, qué las hace insuficientes.
Una termina en el manicomio, ambas sufren el aislamiento atroz de esa sociedad que las juzga, tienen la presión social principalmente en el colegio, la sombra de un padre ausente y una madre muy dominante que las rechaza y el mundo las tacha de locas.
Sus problemas, sus miedos, sus deseos no son tan distintos, pese a estar escritos a unos 60 años de diferencia.
Qué lástima que #SylviaPlath no haya escrito más novelas. Hacía referencias poéticas hasta del dolor. (“Me sentía muy tranquila y muy vacía, como debe de sentirse el ojo de un tornado que se mueve con ruido sordo en medio del estrépito circundante.”)
*
“Preferiría que algo funcionara mal en mi cuerpo a que funcionara mal en mi cabeza. “
*
“¿Qué había en nosotras (...) que fuera diferente de las muchachas que jugaban bridge, chismorreaban y estudiaban en la universidad... esas muchachas también estaban sentadas bajo campanas de cristal de cierta clase. “
( )

R. Hackforth

R. Hackforth

I knew I'd love this book.
Didn't disappoint.
( )

Der er bøger, jeg ikke har læst, men som jeg alligevel ved lidt om. Jeg har ikke læst Ulysses, men jeg ved det handler om en mand der render rundt en enkelt dag i Dublin. Jeg har ikke læst Krig og Fred, men jeg ved, at den handler om Napoleonskrigene. Og så er der Glasklokken, som jeg har kendt navnet på, siden jeg gik i gymnasiet, men jeg havde ingen som helst ide om, hvad den handlede, da jeg bladede op på første side og trådte ind i Esther Greenwoods plagede bevidsthed.

Det er sommer, og Esther er på praktikophold i New York sammen med 11 andre unge kvinder. De er alle sammen smukke og talentfulde, og de er alle sammen udvalgt, fordi de har klaret sig så godt på deres uddannelser. Esther er det, vi i dag ville kalde en 12-talspige. Fra hun var en lille pige og hendes far døde, har hun kæmpet for at komme frem, og det er lykkedes over al forventning. Gode karakterer, stipendier til de bedste colleges på østkysten og et endda et tilbud om ægteskab fra barndomsvennen Buddy Hillard.

Så hvad kan man ønske sig mere? Alt, faktisk. Esther bryder sig overhovedet ikke om, hvor hun er på vej hen. I praktikken skal hun deltage i fjollede markedsføringsbegivenheder, hvor hendes kompetencer er helt ligegyldige, og strengt taget er der ingen, der forventer noget af de unge kvinder på college. I 1950’ernes USA er der kun to mulige karrierer for en dygtig ung kvinde: Hun kan blive gift eller hun kan blive sekretær, og hvis Esther tager stenografi, som hendes moder plager hende om, så kan det sidste være en hurtig vej til det første.

Det er kvælende. Esther drømmer om at blive forfatter, men hvordan bliver man det, når man ikke har oplevet noget, og når alle forventer, at man finder sig til rette i de småtskårne kønsroller? Hun gør oprør i det små, går ud med vennen Doreen, flirter med en tolk fra FN, som hun egentlig gerne vil i seng med, så hun kan få det ud af verden, men som er for meget gentleman til at udnytte situationen. Som tiden går bliver hun mere og mere ligeglad med det hele, og da praktikken er slut, må hun flytte hjem til sin mor.

Forholdet er anstrengt, og mens moderen ser bekymret til, synker Esther længere og længere ned i apati og depression. Hun skulle have et job, eller hun skulle læse Finnegans Wake til sin hovedopgave, men det er umuligt at koncentrere sig. Faktisk er det umuligt at sove, selvmordstankerne kører rundt i hovedet på hende, til sidst er der ikke andet at gøre end at blive indlagt på et psykiatrisk hospital. Esther er spærret inde i en glasklokke, hvor hun ikke kan trække vejret og som hun ikke selv kan undslippe.

Romanen er nyoversat i 2016 af Olga Ravn og Mette Moestrup, og det har de gjort fremragende. Sproget flyder, Esther træder frem som den intelligente, plagede og helt fantastiske unge kvinde, hun er. Her ligger hun søvnløs i dobbeltsengen ved siden af sin mor:

”Værelset blånede, og jeg undrede mig over, hvor natten var blevet af. Min mor forvandlede sig fra tåget træstamme til en slumrende, midaldrende kvinde med let åben mund, hvorfra der lød en rallende snorken. Den grisegryntende lyd irriterede mig, og i et øjeblik syntes den eneste løsning at være at gribe om søjlen af hud og sener, hvorfra lyden steg, og vride den til stilhed mellem mine hænder.” (s. 144)

Glasklokken er en fascinerende roman om en ung kvindes dannelse som voksen og som forfatter. Det er også en fortælling om et samfund, der på overfladen hylder intelligente kvinder med uddannelse for så at kaste al deres kundskab over bord og tvinge dem ind i en snæver, patriarkalsk skabelon. Som sådan er det en meget politisk roman, men det politiske fungerer kun, fordi det er så god litteratur. ( )