Så fik jeg læst det syvende og sidste bind af Linda og Valentins samlede eventyr, og selvom det var en fornøjelse, så slutter serien også med en fornemmelse af, at det var i rette tid at lukke den ned. (Stan Barets, der igen har skrevet det entusiastiske forord ville nok ikke være enig, og hans manglende evne til at forholde sig bare en smule kritisk til serien bliver efterhånden trættende – men det er et sidespring.) Bindet rummer tre albums, som til sammen forløser de mange handlingsspor fra tidligere og binder en elegant sløjfe på historien.

Fortællingen starter, hvor det sidste bind slap: Linda og Valentin rejser rundt i universets yderste egne for at finde spor af den forsvundne jord og dermed det Galaxity, som de kommer fra. Deres søgen har ført dem til kanten af ”det store intet”, hvor der mest er lykkeriddere og fængsler, men hvor de også møder den charmerende Ky-Gai, der hurtigt viser sig at være en effektiv allieret. Efter en tur i fængsel bryder Valentin ud, og sammen med Linda slutter han sig til en ekspedition ledet af den barske kaptajn Singh’a Rough’a. Lige i hælene har de triumviratet fra Rubanis, der har indgået en uhellig alliance med Wolocherne, en mystisk race af store, flyvende sten fra Det store intet.

I andet bind bevæger ekspeditionen sig ind i det store intet. I første omgang er der kun nedslidte og mørke verdener, og ekspeditionens fortrop møder wolocherne i en ødelæggende kamp. Kun takket være Valentins levende våben lykkes det at komme til tilbage til hovedskibet, men så lykkes det til gengæld også at finde en paradisisk verden – og de kommer på sporet af den virkelige skat: Tidsåbneren. Et mystisk instrument som opbevares af limbozerne, Det store Intets ildelugtende vagabonder.

Det hele forløses i det sidste bind. Efter en ekspedition til Navlen vender de to tilbage til planeten Syrte, hvor de begynder at samle en spraglet hær til den endelige konfrontation med wolocherne og deres håndlangere. Nærmest alle figurer fra de foregående tyve bind optræder på lysets eller mørkets side, og på den måde bliver det en lidt sentimental afskedsturné. Efter en nøje koordineret plan mødes parterne til det store slag, og med tidsåbnerens hjælp lykkes det at befri den tilfangetagne jord. Linda og Valentin kan vende tilbage til Galaxity, men må konstatere, at de selv har forandret sig så meget, at dén verden ikke længere er for dem.

Som det fremgår mangler der ikke handling i de tre bind, og særligt illustrationerne holder stadig den samme overlegne standard, som Mézières altid har lagt for dagen. Han formår at tegne fantasifulde væsener og organiske verdener, der fremtræder både fremmede og autentiske. Problemet er historien, der føles, som om den kører i ring. Jeg var underligt uberørt at klimaks i sidste bind, selvom de eventyrlystne hovedpersoner endelig sejrer og finder hjem.

Når det er sagt, så fungerer de sidste tre bind faktisk som en samlet fortælling efter flere albums, der virkede underligt løsrevne. Ser man på serien som helhed, så er det på sin vis synd at standse ved slutningen. Linda og Valentin startede med et brag, og de første ti albums var decideret fremragende, og de historier holder fuldt ud niveauet i dag. Med så højt et udgangspunkt er det nemt at blive skuffet over resten af serien, selvom der stadig er meget guld at komme efter, og man kan ærgre sig over, at en tilfældighed kom til at underminere serien. I Storbyen der druknede fremgår det, at jorden gik under i 1986, og Christin blev besat af at finde en forklaring på det tidsparadoks. Det lykkes aldrig, men kampen for at finde en løsning går ud over det samlede indtryk. ( )