Hamsuns roman fra 1912 er tredje bind af en trilogi - de første er Under høststjernen og En vandrer spiller med sordin – men den kan udmærket læses for sig selv.

Hovedpersonen er digteren Knud Petersen, der efterhånden har passeret de 50 og har en fornemmelse af, at livet er ved at være ovre for hans vedkommende. Vi møder ham, da han flytter ud i skoven. Efter eget udsagn for at få fred og slippe for byens tomme akademiske liv, det meningsløse samvær med andre mennesker osv. Men man skal ikke altid stole på jeg-fortællere, og da slet ikke i Hamsuns forfatterskab:

”Her vil du nok passe på og parodiere mig, denne fururstubben og mig kan du gjøre mange morsomme ord om. Og inderst inde vet du allikevel at jeg i dette som i alt er dig overlegen når jeg undtar at jeg ikke har så mange borgerlige kundskaper og ikke er student, hehe. Skogen og marken lærer du mig intet om, der føler jeg hvad intet menneske har følt.”

Fortælleren har kort sagt mere travlt med at prale med sit liv i pagt med naturen, end han har med rent faktisk bare at leve i pagt med naturen. Det er derfor ikke overraskende, at han snart ender på tilbage i samfundslivet. Nærmere betegnet på en stor gård, der efterhånden mere fungerer som fjeldhotel. Trods hans påstand om det modsatte, så er det menneskeligt selskab, der tiltrækker ham. Særligt optaget er han af lærerinden Ingeborg Brodersen, men han holder sig tilbage, fordi han føler sig for gammel til et forhold – endnu et eksempel på hans selvbedrag.

Den sidste Glæde er ikke en dårlig roman, men jeg var ikke nær så dybt optaget af Knuds fortælling og indre dæmoner, som tilfældet var med Sult. Den læste jeg for nogle år siden, og den vil jeg nok hellere anbefale til nye Hamsun-læsere. ( )