I Tour de France taler man nogen gange om en transportetape: Der skal selvfølgelig køres om sejren, og for de ryttere, der kommer med i udbruddet, har dagens anstrengelser sin egen værdi. Men i det store spil betyder det ikke noget, så favoritterne ser det primært som en mulighed for at bevæge sig fra et sæt af udfordringer til et andet uden store anstrengelser. Sådan havde jeg det lidt med møde i Paris: Der uddybes og fortælles nye aspekter af den ubehagelige fremtid, men hovedhistorien flytter sig ikke.

I 32. december besøgte Nike Hatzfeld den mystiske Ørnerede sammen med ni førende forskere, politikere og åndelige leder. Albummet sluttede med, at de alle forsvandt i den blå luft. Siden har ingen set dem. Selvom Nike er forsvundet, så er han stadig til stede i en eller anden form. Optus Warhole har skabt flere kopier af ham, og en af dem holder den vanvittige kunstner med selskab. Han fortsætter sin tvivlsomme aktiviteter med nye ødelæggende værker. Det er efterhånden blevet kedeligt.

Samtidig er Leyla plaget af spekulationer over de drømmesyn af Nike, som hun har hver nat. Hun har efterhånden mistet alle dem, hun holdt af. En dag i Beograd bliver hun bortført af en mystisk skikkelse, der fører hende til en lige så mærkelig organisations hovedkvarter. De ved tilsyneladende noget om de forsvundnes skæbne, og Leyla bliver rekrutteret til en mission, der skal undsætte Nike, der som den eneste ser ud til at være i live.

Endelig er der Sacha og Amir, der bliver gift, mens han tilbringer sin tid som tredjemålmand på et fodboldhold. Rigtig fodbold er det ikke, der gives også point for spring og andre æstetiske elementer, og selvom det er en sjov ide, så er det svært at se, hvad den hviler på.

Billedsiden er stadig flot og original, men historien gik tomgang i dette bind. Bilals fremtidsvision har aldrig slået mig som særligt interessant, og når historien også går lidt i ring, så må karakteren blive noget lunken. ( )