Robert Åsbacka

Romanen blev indstillet til nordisk råds litteraturpris i 2009, hvor Per Petterson vandt for ’Jeg forbander tidens flod’. Åsbacka tilhører det svenske mindretal i Finland og skriver på svensk. Orgelbyggaren foregår i dette randsamfund, hvor vi møder den aldrende enkemand Thomasson, der lever en tilbagetrukket tilværelse.

Da han en dag afviger fra rutinen og hjælper en dreng, der bliver mobbet, sætter det en lavine i gang. Han falder og forstuver foden, og det bliver anledning til, at han kommer i kontakt med drengen, hans mor og senere overboen Agnes. Selvom hans krop nedbrydes bogen igennem, så liver han op socialt.

Samtidig får vi hans forhistorie. Han har både mistet barn og konen Siri, der ikke overlevede katastrofen på Estonia. Thomasson har selv været besætningsmedlem på skibet i årevis, så han kan i detaljer forestille sig alle de måder, Siri kan være død på. Tiden går med spekulationerne – og med at bygge et orgel. Siri var organist, og Thomasson bygger orglet for at holde mindet om hende i live.

I virkeligheden er det måske en hindring for sorgen, for først da han kommer til skade, begynder at omgås andre og sætter orgelarbejdet i bero, kommer der en forandring i gang. Romanen er bygget op i afsnittene Fødderne, Knæene, Hænderne, Siden, Brystet, Hjertet og Ansigtet. Den struktur kommer fra et værk af den klassiske organist Dietrich Buxtehude, der besang, hvordan han langsomt iagttog Jesus på korset fra fødderne og op. Først til sidst kunne han se frelseren i øjnene og komme overens med hans død – og med sin egen.

Åsbacka rammer godt den rolige, vemodige stemning, der præger alderdommen – især når livet har været præget af stor smerte og nu er fyldt med ensomhed. Havde bogen været en Hollywood-film, ville Thomasson være livet op og endt som en glad reservebedste for sin nye familie. Den kliche falder Åsbacka ikke for.

Thomasson liver faktisk op, men han mindes også om sine tab, og da han først er kommet overens med dem, forsvinder noget af begrundelsen for hans liv. Eller også bliver han bare skrøbelig og usædvanligt uheldig. Når man nærmer sig de firs, skal døden jo til at have en årsag.

Historien er medrivende og let læst. Særligt de mange overvejelser om Siris død skærer i hjertet – og aktiverer både beretninger om Estonia og diverse brudstykker af katastrofefilm. Jeg kan godt lidt tonen, og Åsbackas evne til at dreje historien i overraskende retninger trækker også op.… (lisätietoja)