Gorm H. Rasmussen

Da Daniels far, Klaus Asmussen, dør i Aalborg i 2006, er det op til ham og søsteren Helena at få ryddet op i hjemmet i Hasseris. Romanen er opkaldt efter den arkitekttegnede villa, som faderen har boet i det meste af sit liv, og hvor han var overgiraffen blandt husets mange gæstegiraffer. Det bliver anledning til at tænke tilbage og prøve at få orden på en dramatisk opvækst.

Romanens første kapitler handler om en rejse til Tyrkiet i midten af 1980’erne, hvor Daniel bliver spået af en norsk rygsækrejsende. Hun antyder, at han har endnu søster, og hun peger samtidig på en dunkel skikkelse i Daniels nærhed, som selvfølgelig er faderen. Det lyder ildevarslende, men det er først i romanens slutning, at spørgsmålet om den ukendte familie bliver forløst.

I næste del fortæller Daniel om faderens sygdom, og vi får de første glimt af deres komplicerede forhold. F.eks. boede sønnen altid i sit telt i haven, når han var på besøg, så der var mulighed for at trække sig lidt tilbage, når samværet blev for meget. Det bliver da også hurtigt klart, at Klaus Asmussen er en personlighed ud over det sædvanlige. Han har drevet en kunsthøjskole i Aalborg og været en ildsjæl, der utrætteligt har kæmpet for kunst og kultur, og samtidig har udbredt sig skråsikkert om alt, lige fra en uforbeholden kamp mod hvidløgets skadelige udbredelse og til en brutal konstatering af, at ”slægtshistorikere er per definition idioter.”

Derfra bevæger forfatteren sig tilbage til opvæksten i 1950’ernes og 1960’ernes Aalborg. Det var en barndom i faderens dominerende skygge. På den ene side var det næppe kedeligt at være i et hjem, hvor politikere og kulturpersonligheder fra ind- og udland havde deres daglige gang, på den anden side var det ubehageligt at se forældrenes løbende stridigheder. Tæv var en underforstået trussel og mere end én gang kogte faderens temperament over, så det ikke kun blev ved råberi. Kun Bedste, Daniels mormor, var ikke bange for svigersønnen, og de to lå i åben krig med hinanden.

Selvom forholdet til faderen er bogens dominerende tema, så handlede opvæksten selvfølgelig også om forholdet til kammeraterne, kampene mod ungerne fra andre kvarterer og opdagelsen af, at der også findes mennesker af det andet køn. Her fortæller forfatteren en stribe anekdoter og sjove historier, som hver for sig er interessante, men som kommer til at fylde for meget i forhold til den samlede fortælling.

Girafhuset er en udmærket roman om at vokse op med en dominerende i efterkrigstidens danske provins, men den bliver også lidt lang i spyttet, og den sidste del, hvor de endeligt får kontakt med den ukendt halvsøster, forløses ikke rigtigt.… (lisätietoja)