Henriette E. Møller

Jeg har ofte brokket mig over, at danske forfattere er manisk optagede af middelklassens familiære problemer, selvom verden rundt om os står i brand. Det står jeg ved, men så må man naturligvis også huske at fremhæve det, når de tager fat på tidens store samfundsproblemer. Det er netop hvad Henriette E. Møller gør i Danskerheld, hvor vi følger Lauras rejse fra Randers til udstationering i Irak i 2007 og tilbage igen.

Romanen åbner med forskellige bud på, hvorfor Laura ender som soldat – legene i barndommen? forældreoprør? kusine Minnas flotte militærkæreste Peter? – men i bund og grund betyder det ikke ret meget. Laura og vennerne har alle forskellige grunde til at være der, men det er udsendelsen til Irak, der binder dem sammen og permanent rejser en uoverstigelig mur mellem dem og dem derhjemme.

Set fra Danmark er det nemt at gøre krigene i Irak og Afghanistan til noget akademisk: Er krigen lovlig eller ej? Er krigen udenrigspolitisk klog eller ej? Handler krigen om at sprede menneskerettigheder og demokrati eller kæmper man især for egne interesser? Den debat kan nemt skygge for, at danske soldater faktisk er sendt i KRIG med alt hvad deraf følger af angst og sår på krop og sjæl.

Det bliver nemlig hurtigt klart for Laura og de andre, at krigen er alvor. Fra første nat er der luftalarmer når fjendtlige raketter styrer deres dødbringende last mod lejren. Værre er det at være på patrulje, hvor baghold og vejsidebomber udgør en konstant trussel. De har danskerheld og slipper godt fra de første episoder, men hvor længe kan det blive ved?

Kammeratskabet gør det til at holde ud. Laura er en af drengene og selvfølgelig alligevel noget lidt andet. Hun gør sin del uden at kny, og hun bliver respekteret som soldat, men bag det hele rumler en fornemmelse af, at der måske skal tages ekstra hensyn til hende, fordi hun er pige. Det ville være nemmere uden hende. Til gengæld er det ikke nemmere uden dem, der springer fra, og når en soldat falder for presset og melder sig til hjemsendelse er udstødelsen ubønhørlig:

”Dysse vil blive udstødt. Selv om de forsøger at være venlige, at være forstående, at sige, at han selvfølgelig ikke skal være her, hvis det ikke længere er det rigtige, så er de alle vrede på ham. AT han vil lade dem i stikken, for fanden, kan du ikke bare tage dig sammen, mande dig op, du vidste, hvad du gik ind til. Vi andre skrider jo heller ikke bare, vi tog af sted sammen, og vi tager hjem sammen. Ingen siger det til ham, de undgår ham bare det næste døgn.” (s. 149)

Der er en militær logik og en civil logik. Det er umuligt at forklare familien, og det er anstrengende at skulle forsvare noget, som den ikke forstår og i bund og grund er imod. Helt umuligt bliver det, da der faktisk kommer tab: ”Her kan hun græde i fred, her skal hun ikke forsvare militæret, her taler de om det, som det skete: Hans mave blev skåret op. Det så grimt ud. Han var alene, da han døde. Han døde i kamp. Men sådan er det. Man tager i krig og risikerer at dø. Det ved vi. … Men når hun taler i telefon med moren, med faren eller Sonja, så taler de kun om den meningsløse død, om at det ikke nogen mening.” (s. 181-82)

Det er den slags skarpe iagttagelser, der løfter Danskerheld. Den tegner et forstående og nuanceret portræt af en generation, der er mere præget af krig end danske unge har været i de sidste 60 år. Henriette Møller har bl.a. bygget bogen på dybdegående interviews med to veteraner fra Irak, og i starten føles det lidt for meget som holdets dagbog. Det lykkes hende dog hurtigt at hæve sig over forlægget og gøre Laura og de andre til hele personer.… (lisätietoja)

Henriette E. Møllers anden roman ”Kaiser” – efter ”Jelne” som hun fik Danske Banks debutantpris for – handler om at nøjes. Nøjes med det barn, man ikke burde kunne få. Nøjes med den mand, der overlever krigens rasen. Nøjes med bedsteforældre, når ens mor lever halvdelen af sit liv i udlandet med den far, der ikke vil kendes ved en. Nøjes med tavsheden, fordi selv mennesker, der elsker hinanden, kan have umådeligt svært ved at tale om det, de virkelig tænker på.

Da den gamle Albert Kaiser ligger for døden samles hans kone Ebba, hans datter Agnete og hans barnebarn Ida om hans seng. Sårbare og blottede dukker deres erindringer om Albert op til overfladen. Særligt besættelsen med dens splittede loyaliteter fylder meget. Mens Albert føres ind i modstandsmiljøet af sin kommunistiske kammerat Jens, nyder Ebba livet som tjener på en restaurant for tyske soldater. Det er som om hele landets splittelse mellem samarbejde og modstand udspiller sig familien, og som i den store historie står fortielserne, alt det, der ikke kan tales om, tilbage, da røgen bogstaveligt talt har lagt sig.

Ebbas fokus på harm, der ikke er der, går i arv til Agnete og Ida, der også har svært ved at etablere et velfungerende parforhold. Det siges aldrig lige ud, at det er Ebbas problemer, der nedarves, men det ligger lige under overfladen.

Romanens historie er interessant, og Henriette Møllers skildring af døden er god. Den sætter en gang for alle en stopper for muligheden for at sige det, som burde være sagt. Og når mennesker og generationer dør, forsvinder erfaringer og minder for altid. Tilbage er kun fotografier og andre levn af det, der engang var hele tilværelser.

Alligevel var jeg ikke rigtig begejstret for bogen. Dens sprogbrug er meget kringlet med indskudte bemærkninger. F.eks.: ”Men måske den hvide kjole, den mormoren altid kommenterer, hun synes, den er så fin, mormoren, den minder hende om en svensk sommerdag, det plejer hun at sige, mormoren, det bliver den hvide kjole….” (side 213) Det er sikkert et forsøg på at gengive personernes tankestrømme, men jeg må indrømme at det bliver lidt irriterende at læse i længden. Til forfatterens ros skal det dog siges, at hun formår at holde den samme stil og sprogtone hele bogen igennem.… (lisätietoja)

Jelne er en ung kvinde, der bliver forladt af sin kæreste. Så er hun alene igen, som da hendes mor døde fra hende, da Jelne var 7år. Hun kommer til at bo hos sin morfar, som dør, da Jelne er 19 år. Navnet Jelne betyder på jysk alene. Jeg troede, det var fejl - jeg mener, det hedder Jenle. Men åbenbart kan det hedde begge dele.
Bogen er skrevet i en speciel stil: Det var Jelne, der....osv. Gentagelser, registreringer. I begyndelsen var jeg irriteret, så blev jeg optaget af Jenles skæbne. Og så blev jeg irriteret igen. Det bliver for meget, for påtaget - og handlingen lidt for "sørgelig". Faktisk gad jeg ikke læse bogen færdig. Men alligevel er det helt klart at Henriette E. Møller har talent.
Bogens sprog er… (lisätietoja)