Pavlos Matesis (1933–2013)

Μετά το ξάφνιασμα από τον Παλαιό των Ημερών ξεκίνησα την Μητέρα του Σκύλου ψυλλιασμένος... Αλλά και πάλι ο Μάτεσις κατάφερε να με εκπλήξει ευχάριστα. Τρομερή γραφή και ανεπανάληπτος τρόπος αφήγησης που ενώ είναι ακατάληπτη δεν κουράζει. Το απόλαυσα και ανυπομονώ να εξερευνήσω και άλλα αριστουργήματα του συγγραφέα.… (lisätietoja)

På tværs af de forskellige lande gennemløber den europæiske litteratur om anden verdenskrig flere faser. Efter en umiddelbar hyldest til frihedskæmpere og modstandsbevægelse opstår der et langt mere komplekst billede, hvor der først kommer fokus på de eksistentielle dilemmaer heltene konfronteres med (De nøgne træer kunne være et dansk eksempel) og hvor interessen siden breder sig til dem, der havnede på den forkerte side eller bare handlede i strid med eftertidens moral.

Pavlos Matesis’ roman fra 1990 er et græsk eksempel på denne udvikling. Historien fortælles af den ældre kvinde Raraú, der ser tilbage på en mislykket liv og især på den barske tid under besættelsen, hvor hun gik fra at være en stor pige til at være en ung voksen. Historien er placeret i landsbyen Epálxis, der betyder noget i retning af ”voldskøbing”, og hvor hele det græske samfund er repræsenteret.

Der er de rige, som kollaborerer med besættelsesmagten – først italienerne, så tyskerne – og der er den brede befolkning, der må prøve at få tilværelsen til at hænge sammen, som de nu kan. Rundt om byen er landet, hvor bønderne klarer sig bedst i en tid med sult og nød, og bjergene, hvor de overvejende kommunistiske partisaner holder til. Byen er i et tæt samspil med omgivelserne. Det er der, folk må drage ud for at finde mad i naturen eller ved at stjæle den fra gårdene, og samtidig foregår der en udveksling af våben og mennesker med modstandsbevægelsen.

Raraú hedder egentlig Rubíni, og hun bor sammen med moderen Asimína og to brødre. Faderen var tidlig sendt til Albanien som soldat, hvor han blev dræbt og efterlod familien uden den beskedne men livsnødvendige indtægt fra arbejdet som tarmrenser. I ren desperation indleder Asimína et forhold til først en og så en anden italiensk officer, der, i modsætning til de morderiske tyskere, egentlig er omgængelige nok. Med undtagelse af fru Kanello, der både smugler våben til partisanerne, opdrager en ordentlig børneflok og har sit moralske kompas i orden, kigger naboerne skævt til familien. Og efter den ”såkaldte befrielse” – sådan omtaler Raraú den konsekvent – bliver moderen hentet på en lastbil og kørt rundt i landsbyen sammen med andre kollaboratører. Ydmygelserne strækker sig over en hel dag, mens hoben får afløb for deres vrede og frustrationer.

Moderen bliver aldrig den samme, og det gør datteren i virkeligheden heller ikke. De flytter til Athen, hvor de lever to år under kummerlige forhold, inden det lykkes at sælge huset i Epálxis og investere i en lejlighed. Samtidig lykkes det at få en enkepension efter faderen, så de kan leve et ydmygt liv. Raraú mener ganske vist, at hun får en lang karriere som skuespiller og rejser landet tyndt på turneer, men i virkeligheden er hun nok bare statist. Generelt er troværdigheden størst i barndomserindringerne, mens det bliver sværere at skelne mellem fantasi og virkelighed i den sidste del af historien.

Stærkest står besættelsen og befrielsen. Det hele fortælles i en naivt-barnlig stil, men bogen er fuld af skarptskårne situationer, som er svære at glemme bagefter. På et tidspunkt får familien f.eks. en kylling, men nøden er så stor, at den ender med at dø af sult og blive begravet under Raraús seng. Der er dristig smugling af granater i flettede kurve med indsamlede urter ovenpå. Og der er hjerteskærende episoder, som da en mor må køre sin henrettede søn hjem i en trillebør for at gøre ham i stand.

Hundens mor er en medrivende roman om krigens invaliderende væsen. Det er krigen, der tvinger nogle mennesker til at træffe desperate valg, og det er krigens voldsomhed, der efterfølgende får andre til at fordømme dem. Matesis formidler fint de politiske modsætninger i Grækenland og lader dem leve i sine personer. Niveauet faldet lidt i den sidste tredjedel, men det er stadig en glimrende roman.

Tak til Birthe Wied for at give sig i kast med oversættelsen og til Det Poetiske Bureaus Forlag for at stå for udgivelsen. Selvom romanen er en nygræsk klassiker, er den indsats desværre gået ret ubemærket hen i avisernes bogsektioner.… (lisätietoja)

Langgerekte monoloog van een 60-jarige Griekse toneelactrice (tweederangs weliswaar). Ze blikt vooral terug op de Duits-italiaanse bezetting van haar dorp in de Tweede Wereldoorlog en de Griekse burgeroorlog die daar op volgde. Haar moeder begon een relatie met Italiaanse soldaten om haar 3 kinderen te laten overleven, en werd daarvoor na de oorlog erg ruw aangepakt.
Het verhalende en soms wat chaotische karakter van de monoloog geeft het boek zeker zijn charme; terloopse opmerkingen leren ook veel over de vertelster zelf en over de na-oorlogse Griekse samenleving. Maar geleidelijk aan sluipen er storende elementen in het verhaal, waardoor de geloofwaardigheid van de vertelster erg twijfelachtig wordt.
Intrigerend boek dus, boeiend om te volgen, al gaat de monoloogstijl na meer dan 100 bladzijden wel wat zwaar wegen. Bovendien erg interessant om de eigen Griekse insteek. Maar op het einde blijft de lezer wel verweesd achter.… (lisätietoja)