Axel Jensen (1932–2003)

Gambolia, hovedstaden Oblidor, ca 1980
Hovedpersonen Epp har en nevø, der også hedder Epp. Han besøger sin onkel på fjortende sal i et højhus, blok 982, værelse 1411, ved at flyve direkte op til vinduet med sit løftetornyster og har i det hele taget mere luft under vingerne end onklen. Nevøen bor med sin mor i byen Pølt, men det er over tredive år siden moren og hendes bror sås sidst. Han er lidt vranten af sig og kan ikke lide at nevøen går op i skole og matematik. Han kan heller ikke lide sociologerne. Og han er så gammeldags at han sidder og skriver rapport til sig selv med pen og blæk. Hans nabo, Lem, er flyttet og der er kommet en ny, men Epp vil i alt fald ikke opsøge ham, før han opsøger Epp. I det hele taget er Epp meget sig selv nok. Han har boet samme sted ca femogtyve år siden han blev automatiseringspensionist fra tapetfabrikken Kroft & Aklam. Han har en kødædende plante, han kalder Ili og fodrer med græshopper og hygger om. Lem har en guldfisk, han kalder Birr og fodrer med frø. Epp og Lem kom op at toppes fordi Lem kaldte frøene for guldfiskefrø. Lem har en prik med tapeter fra årene ved Kroft & Aklam. Han bedømmer alle folk på hvilket tapet de har. Alle rum i højhusblokkene har et spionkighul, så man kan kigge ind til hvemsomhelst, hvis man ellers kan holde sin plads i køen. Han bruger lidt tid ved Skærmen, hvor han får nyheder, som fx at man har kunnet teleportere en rotte vha et par gigantiske maskiner. Epp er ret ligeglad med hvad Skærmen sender, fx er landet i krig med landet Öm, men det er der nogle robotter, der klarer, så pyt.
Beboerne i Gambolia har korte navne som Epp, Lem, Kov og Igu, men hvis man udmærker sig, kan man få længere navne som Eppe og Eppen. Omvendt hvis man går i hundene, kan man blive til Ep eller E. Byerne hedder Oblidor, Timdk, Ajijik, Lev-Ponsa og lignende navne.
Epp har et underligt forhold til sin nabo, Lem, hvor han skiftevis bliver glad og møgsur indtil hysterisk anfald over at Lem kommer med kød til Ili og forsigtigt spørger om Epp nogensinde har overvejet en ensartet vægfarve som fx blå i stedet for et mønstret tapet. Lem ender med at flytte, men egentlig havde han en ide om at de to måske kunne lave en dør mellem deres lejligheder. Det forslag er Epp ved at få et anfald over.
Udenfor vinduet svæver en vagtrobot af og til forbi og i parken nedenfor blokken drejer et par kæmpemæssige kunstrobotter rundt i en slags ballet til ære for to astronauter Kargon og Jarosi, der ikke kom tilbage fra rummet. Al produktion er efterhånden drevet af robotter, så der er ikke engang brug for nogen til at feje hønsemøg op. Alle er blevet automationspensionister. Og samfundet er rigt, men fører alligevel krig. Vi får også en passant at vide at man har fundet intelligent liv et sted i Galax-MC-144, men ingen forstår signalerne.

Epp er glad, klog og retfærdig. Desværre er det selvglad, selvklog og selvretfærdig.

Mit eksemplar fra 1966 er lige nu i 2021 efter 55 års forløb blevet sprættet op. Forfatteren døde i 2003 af amyotrofisk lateralsklerose (ALS) efter flere års sygdom.

Epp minder mig en del om en gammel nabo, der gik mest op i at snyde sig til at få uberettigede fordele. Om det var hjælp til varme, briller eller græsslåning betød ikke så meget, bare han kunne rage noget til sig, som han egentlig ikke havde ret til eller behov for. Og hvis han kunne yppe kiv mellem andre, var det en velkommen bonus. Epp er ikke helt så slem, men han er heller ikke normal.

Hele den her historie er en hjerteskærende ekstrapolation af individer, der sidder i hver sin lille celle i betonhøjhuse og kigger på en skærm og lurer på hinanden. Det er fandme uhyggeligt. Husk lige din vitaminpille. Nej tak, jeg er lige på vej ud foran et S-tog.
Der er mange mindelser om sovjet-tiden med store ens boligblokke af beton og af ringe kvalitet. Kolossalkunst og overvågning i stor stil.… (lisätietoja)