Jeg begyndte faktisk på undtagelsen for 3-4 år siden, men jeg gik i stå efter godt to hundrede sider. Jeg kunne ikke rigtig huske hvorfor, så med de mange priser og anbefalinger, der er blevet dynget på romanen, tænkte jeg, at tiden var inde til at gøre endnu et forsøg. Eftersom Jungersen vandt i 2005, kunne læsningen også passe ind i min lille private optakt til DR-romanklubben her i efteråret.

Romanen handler om samspillet mellem Malene, Iben, Anne-Lise og Camilla, der sammen med den omkringfarende leder Paul udgør Dansk Center for Oplysning om Folkedrab. Perspektivet skifter mellem de fire kvinder, så deres forskellige opfattelser af det betændte arbejdsmiljø bliver tydelige. Tidligt modtager tre af dem trusselsmails, som måske, måske ikke stammer fra en af de mange krigsforbrydere, centeret har beskæftiget sig med. Mens paranoiaen breder sig, tager den negative dynamik mellem kvinderne fart.

Historien er basalt spændende, og Jungersen udnytter centerets dystre arbejdsområde til at skærpe spændingen. Der er jævnligt indsat artikler og kommentarer om diverse folkedrab, og det præger naturligvis læserens stemning. Samtidigt introduceres der til nyere psykologisk forskning om personlighedsspaltning, og muligheden for at en af de fire kvinder i virkeligheden står bag de uhyggelige tildragelser uden selv at vide det, sætter grundigt gang i spekulationerne hos både læseren og hovedpersonerne. Bortset fra et lille dødvande – mellem side 150 og 300 (det var ikke helt tilfældigt, at jeg efter bogmærket at dømme var gået i stå på side 217) – vender siderne nærmest sig selv hele vejen igennem.

Derudover giver romanen virkelig noget at tænke over. Modstillingen mellem den store og den lille ondskab, mellem folkemordet og mobningen på arbejdspladsen gør det naturligt at spørge, om det er de samme mekanismer, der er på spil. Jungersen giver ikke noget endeligt svar, og den forskning, han selv gennemgår, peger vel nærmest på et nej. Det kræver et omfattende bureaukrati, massiv propaganda fra magthaverne og en vis desperation hos gerningsmændene at få et folkedrab til at køre, mens mobningen holdes i gang af gruppen selv. Der er ingen, der puster til ilden i konflikten mellem kvinderne. Det klarer de helt selv, mens den delvist fraværende leder gør sit bedste for at afhjælpe den.

Derfor kan det ind i mellem være lidt vanskeligt at følge kvantespringene i konflikten. Det er som den klassiske film Nabokrigen, hvor hver optrapning er logisk nok inden for hovedpersonernes forskruede logik, men hvor udviklingen alligevel ikke virker helt realistisk. Især går den flydende overgang fra ubehagelig opførsel til deciderede ulovligheder lidt for nemt. Den action-pakkede afslutning holdt opmærksomheden fanget til det sidste, men den flyttede også fokus fra de psykologiske mekanismer bag, så jeg ved ikke helt om den trækker fra eller lægger til i det samlede regnskab.

Små indvendinger til trods skal romanen anbefales på det varmeste. Den tør tage fat på de store spørgsmål, den har thrillerens drive, og den gav mig noget at tænke på flere dage efter. ( )

Four women work together in a genocide information centre in Copenhagen. One day, two of them receive emailed death threats. At first, they assume the threats are from one of the mass murderers they've written about, but then booby traps appear in the office, and they start to mistrust each other. As the relationships between them deteriorate, things get worse and worse...

In a nutshell, the novel argues that all of us have deep-rooted fears and concerns, which if played upon can lead us to irrational behaviour - and when taken to extremes, this is what leads to genocide. It's an interesting idea, but I have two problems with it:

- first, the execution. The book's focused on its didactic intent, and everything is just so implausible - from the main story development to the little details (if you thought you were being victimised by work colleagues, would you really start reading about the psychopathology of evil?). Also, the writing (or the translation) is very clunky, and the characters are pretty annoying.

- secondly, I don't really buy the proposition that, say, reacting irrationally if you think your more attractive friend is interested in the same guy you are is *really* on the same spectrum as clubbing your neighbours to death. Or if it is, it's so far the other end of the spectrum as makes no difference.

So, an interesting rather than enjoyable read for me.

Recommended for: someone who is interested in ideas about the nature of evil. ( )

I liked this book, it is the story of a work enviroment, and the interpersonal issues that come in work. but also a real study of evil the ending is great because you dont know, at least I didnt know you did it ( )

Too Long ( )

Excellent, very memorable novel. See the plot summaries, etc., written by the reviewers on Amazon.

What matters in this book is the extremely unusual mixture of fiction and nonfiction. The researchers in the book write reports on evil, genocide, and other subjects, and we read them embedded in the novel. The facts in those reports are all real, and I learned, for example, about theories of evil in the Third Reich beginning with Arendt and continuing to the present.

But then between the reports, the fictional authors continue to do evil to one another. It's a very effective device.

When I met Jungersen in Copenhagen, he said he wrote intuitively, and he had little to add. I don't believe artists who claim they are intuitive: it's an easy out when it comes to public relations. I hope he changes his attitude to his own work.

The book ends weakly, with a chapter ripped from (or written for) a Hollywood screenplay. ( )